Gå til indhold
Bekræftet

Prompt-mønstre

Hvad du skal sige til AI App Builder, og hvordan omfang, tilstand og kontekst ændrer svaret.

AI App Builder læser mere fra projektet end fra dine ord alene. Disse mønstre kommer fra det, panelet faktisk gør med en besked, så den samme sætning kan lande forskelligt afhængigt af tre ting, du indstiller, før du skriver den.

Omfanget afgør, hvad den må røre

Omfanget General betyder, at hele det åbne projekt er fair game. Omfanget Node betyder kun det, der er valgt i træet, nyttigt i det øjeblik, du vil have en ændring afgrænset til én komponent i stedet for at risikere en læsning af hele projektet. Vælg målet først, og beskriv så ændringen, i stedet for at nævne målet inde i sætningen.

Et skift af omfang starter en ny chat

General og Node er ikke den samme samtale. Vælg omfanget, før du begynder at beskrive ændringen, ikke midt i.

Tilstanden afgør, om den spørger først

Auto udfører en ændring fra ende til anden. Plan undersøger og foreslår en fremgangsmåde, uden at røre noget, og venter så. Brug Plan, når en forespørgsel kan ende på flere forskellige måder (hvilken tabel der får det nye felt, om en skærm bliver en ny komponent eller et tillæg til en eksisterende), så du godkender formen, før den bygges, i stedet for at fortryde bagefter.

Kontekstchips fortæller allerede, hvad den kan se

Composeren viser, hvad den næste besked vil bruge: det åbne program, valget i træet, når det adskiller sig fra det åbne, og det valgte brugerfladeelement, når fanen UI er åben. Gentag ikke det, en chip allerede siger: en instruktion er overflødig i samme øjeblik, dens emne allerede er vedhæftet. Slå en chip fra for én enkelt besked, når du vil have assistenten til at ignorere den, for eksempel et brugerfladeelement, der stadig er valgt af en urelateret grund.

Byg en agent ved at beskrive opgaven, ikke en prompt

Byggeren til ai_agent tager ikke en systemprompt, den tager et mål: What should this agent do?, besvaret i et par sætninger. Derfra foreslår Studio værktøjerne, instruktionerne og eventuelle andre agenter, opgaven har brug for, og du ser hele planen, før noget bygges. Et mål, der efterlader reelle huller (hvem der bruger den, hvad den skal bruge, hvad den skal producere), får først en kort liste med opklarende spørgsmål, hvert med foreslåede svar, du kan vælge eller redigere. Vedhæft referencemateriale på samme måde, som du ville give en person mere end en titel: det dokument, den skal producere, et skærmbillede af rapporten, prislisten, den skal læse.

Når du prompter en agent, ikke en person

Peg en MCP-forbundet kodeagent mod et projekt i stedet for selv at skrive i panelet, og prompten bliver instruktioner til den agent i stedet for en besked til Studios egen assistent. Sig, hvad du bygger, med de begreber, som Studio LLM-vejledningen allerede giver den: nævn prog-typen (component, table, get_data, javascript...), og lad agentens egen påkrævede arbejdsgang klare resten: læs det tilsvarende vejledningsemne, hent et fungerende eksempel, opret, valider, og gem først derefter. En agent, der allerede har vejledningen, har brug for målet, ikke en gennemgang af xu-bind-syntaks.